by
januar 8th, 2020

This post is also available in: English Français Deutsch Español Português 한국어 Nederlands 日本語 polski Русский Čeština ไทย

En bøn på to ord for vækkelse

Jeg har fundet en fantastisk bøn bestående af To ord. Denne bøn har potentiale til at bringe national vækkelse.

Når en nation er på randen af en stor vækkelse, har der forud været et vist niveau af succes i menighederne og tjenesterne. Antallet af folk vokser. Der kommer flere donationer ind. De åndelige ledere bliver velkendte, har indflydelse, undertiden endda velhavende og berømte.

Dette niveau af velsignelse giver Kirken de redskaber, som kunne have en effekt på en na-tional forvandling. Dette er et nødvendigt stadium ligesom en kvinde, der er fuldt ud afklaret om sin graviditet. Men selve succesen har imidlertid i sig de elementer, som sam-tidigt kan forhindre og ligefrem standse væksten af Guds Rige.

Guds velsignelse bærer med sig en iboende fristelse til at vende sig fra Gud og koncentre-re sig om velsignelse. Mennesker kan blive dovne, leve i kødet, fokusere på under-holdning,være grådige, stolte og oprørske. Moses refererede til dette syndrom i 5. mosebog 32:15: ”Men Jeshurun blev fed og slog bagud.” וישמן ישורון ויבעט.  

Fristelsen af det jordiske er farlig for ethvert menneske. Der er imidlertid to ting, som er særlig farefulde for åndelige ledere: MISUNDELSE og KONKURRENCE.

Filipperbrevet 1:15

”Nogle prædiker ganske vist Kristus af misundelse og lyst til kiv, men andre gør det af god vilje…”

Åndelige ledere kan forsøge at overgå hinanden. I stedet for at arbejde sammen for at skaffe en vækkelse til hele nationen, begynder de at trække i hver sin retning. I stedet for at søge nye territorier og nye mennesker at berøre for Guds rige, vil de beskytte deres egne ressourcer og resultater.

Misundelse og konkurrence fører da til, at lederne taler negativt om hinanden, og kritise-rer de andre for at søge at se godt ud i sammenligning. Essensen er, at de ubevist kommer til at forbande hinanden forklædt som ”åndelig dømmekraft” og dermed ”advare flokken.” Dette fører til adskillelse og ødelæggelse blandt Guds folk.

Da Paulus skrev dette, sad han i fængsel. Alt det arbejde, han havde gjort, blev overtaget af andre (nogle med gode intentioner andre uden). Nogle blev berømte og talte dårligt om ham. Han var alene og lidende. Imidlertid valgte han at se en velsignelse i det i stedet for at fokusere på problemet.

Filipperbrevet 1:18

”Men hvad! Kristus bliver i alle tilfælde forkyndt, hvad enten det er p