by
maj 7th, 2020

This post is also available in: English Français Español Português 한국어 Nederlands 简体中文 Italiano 日本語

Et personligt perspektiv på mindedagen for Israels faldne

En mindedag bringer mange følelser op til overfladen, især i form af længsel efter og savnet af mennesker, som vi har mistet. Jeg personligt havde adskillige barndomsvenner og andre bekendtskaber, som blev dræbt i forsvaret af Israel. Forskellige ansigtsudtryk, talemåder og lignende minder mig pludselig om disse unge mænd, som jeg ikke kommer til at se igen.

Disse kære blev rykket op med rode ud af vores midte. Der har i vores lille nation været omkring 23.800, som er faldet siden ”genfødslen” af landet i 1948. Hertil kommer omkring 5.000, som er faldet under andre omstændigheder, der er relateret til terror og fjendskab. Den eneste sande helbredelse og frihed for dette ligger hos Herren. Enhver af disse fami- lier har deres egne udfordringer og deres eget mod.

Det er virkelig ædelt og uselvisk at vælge livet selv efter at have oplevet, at ens hjerte blev brudt.

For alle berøvede familier er der ikke én dag uden en tyngende følelse af deres kæres fravær. For dem er hver dag en mindedag i store som i små ting, i de glade som i de tungsindige stunder.

Jeg har stået hos berøvede familier og set, hvor beundringsværdigt de bærer deres smerte, hvor ærefuldt de håndterer deres sorg.

Den bredere ”familie” af alle dem, som har mistet, inkluderer både folk i byerne og folk på landet. Den omfatter alle fra øst og fra vest. Den omfatter folk med vidt forskellige poli-tiske observanser. Den omfatter sekulære og religiøse, jøder og arabere, kristne og musli- mer, beduiner og druser og tjerkessere.

Efter Israels 70 år som uafhængig stat ville jeg ønske, jeg kunne sige, at vi er et tilstrække- lig stærkt samfund og land til at favne alle disse forskellige medlemmer af samfundet, uden at vi tillader, at forskellene fragmenterer os indefra. Vi har imidlertid endnu en lang vej at gå, og uden Herren vil det være umuligt.

Det er chokerende at se, hvor let det er at blive en del af denne ”familie” af berøvede, eftersom det israelske samfund er splittet i næsten alle andre spørgsmål.

Fra etableringen af landet og indtil i dag fortsætter vi med at betale en høj pris i liv: unge soldater i den obligatoriske militærtjeneste og folk fra servestyrken, politifolk og kvinder, hvis liv pludselig er blevet afkortet i deres tjeneste. Mindedagen er en chance for at stå sammen med dem og deres familier.

Sammen med alle de opnåede mål og de mange store udfordringer, som Israel har over-vundet, er vi også nødsaget til at etablere et samfund, som vil inkludere alle til trods for dybe forskelle og uoverensstemmelser. Dette land skal være et retfærdigt lys for natio-nerne, værdig efter den store pris, vi har betalt. Vi håber, at den dag vil komme, hvor den profetiske vision vil blive opfyldt:

”De skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til vingårdsknive. Folk skal ikke løfte sværd mod folk, og de skal ikke mere oplæres til krig” (Esajas 2:4).

Ligesom alle andre år deltager vi i ceremonier. Vi ser dokumentarfilm om de faldne og deres familier, eller vi besøger kirkegårde, som et personligt og nationalt 42 timers minde- ritual.

Når jeg bøjer mit hoved i et mindeøjeblik, tænker jeg på de berøvede familier. Jeg tænker på venner, som deltog med liv og i smerte. Jeg tænker på mine egne børn, som snart vil  blive indkaldt til den israelske hær og på, hvordan jeg har opdraget dem til at elske deres land i lyset af Guds Ord.

(Mindedagen for de faldne fandt i år sted den 28. april.)

Print Friendly, PDF & Email
By |2020-05-07T10:24:25+00:00maj 7th, 2020|Kommentarer lukket til Et personligt perspektiv på mindedagen for Israels faldne