by
oktober 25th, 2019

This post is also available in: enEnglish frFrançais deDeutsch esEspañol pt-brPortuguês nlNederlands itItaliano ja日本語

 Kulturel og etnisk udvikling

Det første samfund, som troede på Yeshua, begyndte på Pinsedagen (Shavuot). Der var en kerne af jødiske troende mennesker i et antal af 120 (Ap. Gerninger 1:14), primært indfødte ”is-raelere” fra Galilæa (Ap. Gerninger 1:11; 2:7).

Omhyggelig læsning af Evangeliet og Apostlenes Gerninger afslører en social, næsten etnisk spænding mellem Yeshuas galilæiske disciple og de religiøse jøder fra Judæa og Jerusalemsområdet (Matthæus 26:73, Martkus 14:70, Lukas 22:59; 23:6, Johannes 7:1; 7:52). Denne spænding mellem ”galilæerne” og ”judæerne” findes parallelt i dag mellem messianske og ortodokse jøder.

Da Helligånden blev udgydt, voksede kernegruppen hurtigt til en større gruppe på 3.000 personer (Ap. Gerninger 2:41). Alle var kommet udefra til Israel for at besøge Jerusalem i helligdagene. ”I Jerusalem boede der fromme jøder fra alle folkeslag under himlem” (Apostlenes Gerninger 2:5). De var, hvad vi kunne kalde ”diaspora- jøder” i dag. (”Dia-spora” er en betegnelse for jøder, som frivilligt eller ufrivilligt er bosat uden for Israel)

Der var imidlertid også mennesker af anden etnisk herkomst: ”…jøder, proselytter, krete-re og arabere” (Ap. Gerninger 2:11). (Kretere er folk fra den europæiske ø Kreta tæt på Is-rael. Så i hele gruppen var der således:

  1. ”Israelere” –  jøder fra Galilæa
  2. Jøder fra diasporaen
  3. Proselytter til judaismen
  4. Europæere (Kretere)
  5. Arabere

Den multietniske internationale ”kirke” udvikledes senere i takt med, at Evangeliet spredtes til Lilleasien og Europa. Men mønstret af forskellige typer grene, som var podet sammen (Romerbrevet 11:17), var allerede tydeligt og indbygget i grundlæggelsen af ecclesia fra den første dag. Blandingen af forskellige sprog, kulturer og etniske baggrunde  gav spændinger i samfundet (Ap. Gerninger 6:1).

Når de internationale besøgende var vendt hjem, spredtes Evangeliet i deres nationer. Hver nations gruppe søgte deres egen identitet og endda navn. ”Og det var i Antiokia, at man første gang kaldte disciplene kristne” (Ap. Gerninger 11:26). De jødiske disciple i Israel havde ikke søgt en separat ”forgrening”, fordi de så sig selv som en integreret del af det jødiske samfund omkring dem – ikke som medlemmer af en ny religion.

Efterhånden som antallet af kirker blandt hedningerne voksede, udvikledes to identiteter. Blandt nationerne refererede man til dem som ”hedningemenighederne” – (Romerbrevet 16:4), mens de jødiske troende blev kaldt Israels restgruppe. Sådan er der også i vor tid blevet en rest tilbage, som er udvalgt af nåde” (Romerbrevet 11:4-5). Det internationale apostelråd (Ap. Gerninger kap. 15) besluttede, at disse to grupper kunne udvikle  hver deres menighedskulturer.

Evangeliet spredtes ikke kun ind i Europa, men trængte også ind i de ortodokse jødiske samfund i Jerusalem. Titusinder af religiøse jøder kom til tro og forsamledes omkring Jakob. De opretholdt deres egen livsstil og var trofaste mod Torah’en og de rabbinske tra-ditioner på en lidt anderledes måde i forhold til de oprindelige galilæiske disciple. ”…mange tusinde jøder, der er blevet troende, og de brænder alle af iver for Loven…og de vandrer i overensstemmelse med traditionerne…” (Ap. Gerninger 21:20-21).

Denne multietniske forskellighed er en naturlig følge af den oprindelige missionsbefaling om at prædike Evangeliet fra Jerusalem, Judæa, Samaria og til jordens ende (Ap. Gerninger 1:8). Når Evangeliet nu vender tilbage fra jordens ende til Israel i dag, er der en fantastisk genoprettelse af betingelserne parallelt med det første århundrede: messianske jøder i Israel og i diaspora’en, og kristne fra alle stammer, tunger og nationer (Johs. Åben-baring 7: 4,7: 9).

Print Friendly, PDF & Email
By | 2019-10-31T19:38:10+00:00 oktober 25th, 2019|0 Comments

Leave A Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.