by
oktober 25th, 2019

This post is also available in: English Français Deutsch Español Português Nederlands Italiano 日本語 Čeština

 Kulturel og etnisk udvikling

Det første samfund, som troede på Yeshua, begyndte på Pinsedagen (Shavuot). Der var en kerne af jødiske troende mennesker i et antal af 120 (Ap. Gerninger 1:14), primært indfødte ”is-raelere” fra Galilæa (Ap. Gerninger 1:11; 2:7).

Omhyggelig læsning af Evangeliet og Apostlenes Gerninger afslører en social, næsten etnisk spænding mellem Yeshuas galilæiske disciple og de religiøse jøder fra Judæa og Jerusalemsområdet (Matthæus 26:73, Martkus 14:70, Lukas 22:59; 23:6, Johannes 7:1; 7:52). Denne spænding mellem ”galilæerne” og ”judæerne” findes parallelt i dag mellem messianske og ortodokse jøder.

Da Helligånden blev udgydt, voksede kernegruppen hurtigt til en større gruppe på 3.000 personer (Ap. Gerninger 2:41). Alle var kommet udefra til Israel for at besøge Jerusalem i helligdagene. ”I Jerusalem boede der fromme jøder fra alle folkeslag under himlem” (Apostlenes Gerninger 2:5). De var, hvad vi kunne kalde ”diaspora- jøder” i dag. (”Dia-spora” er en betegnelse for jøder, som frivilligt eller ufrivilligt er bosat uden for Israel)

Der var imidlertid også mennesker af anden etnisk herkomst: ”…jøder, proselytter, krete-re og arabere” (Ap. Gerninger 2:11). (Kretere er folk fra den europæiske ø Kreta tæt på Is-rael. Så i hele gruppen var der således:

  1. ”Israelere” –  jøder fra Galilæa
  2. Jøder fra diasporaen
  3. Proselytter til judaismen
  4. Europæere (Kretere)
  5. Arabere

Den multietniske internationale ”kirke” udvikledes senere i takt med, at Evangeliet spredtes til Lilleasien og Europa. Men mønstret af forskellige typer grene, som var podet sammen (Romerbrevet 11:17), var allerede tydeligt og indbygget i grundlæggelsen af ecclesia fra den første dag. Blandingen af forskellige sprog, kulturer og etniske baggrunde  gav spændinger i samfundet (Ap. Gerninger 6:1).

Når de internationale besøgende var vendt hjem, spredtes Evangeliet i deres nationer. Hver nations gruppe søgte deres egen identitet og endda navn. ”Og det var i Antiokia, at man første gang kaldte disciplene kristne” (Ap. Gerninger 11:26). De jødiske disciple i Israel havde ikke søgt en separat ”forgrening”, fordi de så sig selv som en integreret del af det jødiske samfund omkring dem – ikke som medlemmer af en ny religion.

Efterhånden som antallet af kirker blandt hedningerne voksede, udvikledes to identiteter. Blandt nationerne refererede man til dem som ”hedningemenighederne” – (Romerbrevet 16:4), mens de jødiske troende blev kaldt Israels restgruppe. Sådan er der også i vor tid blevet en rest tilbage, som er udvalgt af nåde” (Romerbrevet 11:4-5). Det internationale apostelråd (Ap. Gerninger kap. 15) besluttede, at disse to grupper kunne udvikle  hver deres menighedskulturer.

Evangeliet spredtes ikke kun ind i Europa, men trængte også ind i de ortodokse jødiske samfund i Jerusalem. Titusinder af religiøse jøder kom til tro og forsamledes omkring Jakob. De opretholdt deres egen livsstil og var trofaste mod Torah’en og de rabbinske tra-ditioner på en lidt anderledes måde i forhold til de oprindelige galilæiske disciple. ”…mange tusinde jøder, der er blevet troende, og de brænder alle af iver for Loven…og de vandrer i overensstemmelse med traditionerne…” (Ap. Gerninger 21:20-21).

Denne multietniske forskellighed er en naturlig følge af den oprindelige missionsbefaling om at prædike Evangeliet fra Jerusalem, Judæa, Samaria og til jordens ende (Ap. Gerninger 1:8). Når Evangeliet nu vender tilbage fra jordens ende til Israel i dag, er der en fantastisk genoprettelse af betingelserne parallelt med det første århundrede: messianske jøder i Israel og i diaspora’en, og kristne fra alle stammer, tunger og nationer (Johs. Åben-baring 7: 4,7: 9).

Print Friendly, PDF & Email
By | 2019-10-31T19:38:10+00:00 oktober 25th, 2019|0 Comments

Leave A Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.