by
juli 14th, 2020

This post is also available in: English Français Deutsch Español Português 한국어 Nederlands Italiano 日本語 Čeština ไทย

Lidelse, håb & lettelse

”Skjul ikke dit ansigt for mig, når jeg er i nød.” (Salme 102:2)

Salme 102:1-12 er en bøn fra en mand, som står midt i en lidelse. Vi kan identificere os med ham. Han bringer sine beklagelser, frygt og sorg frem for Gud. Han føler presset fra mange sider. Han taler specifikt om sine fjender og også om sit fysiske legeme. Men der-udover får man et indtryk af, at dele af problemet er, at forfatteren føler sig distanceret fra Gud.

Hvad grunden end er, om det var en personlig kamp fra Davids side, eller om Gud var misfornøjet med hans handlinger og ventede på anger; det er en vanskelig situation for enhver at være i.

Hvordan er det muligt at komme frem for Gud i den situation? Vi ser tørheden i hans fysiske, mentale og åndelige eksistens. David har brug for vand. Han har brug for Helligån-dens nærvær hvorfra han hentede selve livet. Fuglene, der henvises til, er dem, som lever i ørkenen og i ruiner – symboler på død og ødelæggelse (vers 7).

Det er interessant, at David beskriver følelsen af det at være alene er som en fugl, der slår sig ned på taget. Hvornår er David blevet afbilledet alene på et tag? Det var, da han så Bathsheba; og hvor førte det ham hen? David kom i den situation ved ikke at være der, hvor han burde være.

Dybden af Davids lidelse er anskueliggjort ved, at hans tårer fylder hans drikkekrus (vers 10). Alle er imod ham. Hvor i Skriften læser vi om nogen, der bliver hånet? Vi ser Yeshua her. Han råber til Abba fra et ”tomt” sted, langt fra Gud, et sted fyldt med lidelse, hvor alle undtagen ganske få, vendte sig imod Ham. ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Du er langt borte fra mit råb om hjælp og fra mit skrig.” (Salme 22:1; Matthæus 27:46).

Dette er en åbenlys svaghed og ligefrem tvivl, som vi kan finde hos os selv. I vers 13 ser vi ”klikket” hos David, hvor han vender sig til Gud. ”Men du, Herre, troner for evigt, Dit ry består i slægt efter slægt.”

Ændringen opstår ved proklamation af, hvem Gud er, og hvad Han har lovet. Salmen er ikke skrevet, som om kun én person lider, men for os alle. Ingen er immun overfor tider med kamp, afprøvning og sorg. Gud ønsker, at vi vender om til Ham og læner os op af Ham.

Hvem er fangerne, der nævnes, og hvad er fængslerne i vers 21? Frygt for at dø er et af de største fængsler af alle for dem, som ikke lever under Guds tilflugtssted. Han fører os ud over denne verdens pres. Når vi er i bøn og lovprisning, takker vi Gud og er fyldt af Helligånden. Vi finder vejen ud af vores forvirring, frygt og tvivl.

Sådan går vi fra en fugl alene på taget til at blive ”fornyet” som en ørn, der svæver over alle situationer (Esajas 40:29-31; Salme 103:5).

Print Friendly, PDF & Email
By |2020-07-14T13:59:27+00:00juli 14th, 2020|Kommentarer lukket til Lidelse, håb & lettelse